Om os

Fransgård Maskinfabrik udvider produktsortimentet gennem opkøb

Det er en ren win-win situation, der nu er blevet en realitet. Gennem en længere periode har indehaver af PC Stål ApS Peder Christensen gjort sig grundige overvejelser om at give sit livsværk en sikker fremtid, da han gerne ville trække sig tilbage fra et aktivt erhvervsliv og nyde sit otium.

”Da beslutningen om at sætte virksomheden til salg blev truffet, var det vigtigt for mig at finde en køber, der havde både kompetencer og kapacitet til at videreføre udvikling, produktion og salg af maskinerne, ” udtaler Peder Christensen og fortsætter: ”Derfor var det en stor lettelse, at kontakten til Fransgård Maskinfabrik blev etableret, og at vi kunne blive enige om en god aftale for begge parter.”

PC Stål har siden 1978 udviklet og produceret flishuggere. Målet har altid været at lave både små og store flishuggere, der kunne opfylde markedets mange forskellige krav. Som den eneste på markedet har PC Stål udviklet en pilleflishugger med et avanceret soldsystem, der gør det muligt at fremstille ensartet, stikker og klumpfri flis af så høj kvalitet, at det kan anvendes direkte i stoker- og pillefyr uden sortering af flisen. Flisen fra denne flishugger skal leve op til en række strenge kvalitetskrav, og har ret til betegnelsen: PC-FLIS, der er varemærkebeskyttet.

”Vi ser et stort potentiale i at inddrage flishuggere i vores produktsortiment;” siger administrerende direktør Jens Ploug hos Fransgård Maskinfabrik. Han tilføjer: ”Flishuggere passer perfekt til vores kunder indenfor skovbrug. Når man arbejder med skovdrift, har man også brug for maskiner, der kan omdanne grene og kvas til brugbar flis. Derfor vil det være oplagt at tilbyde flishuggere til dem, der i forvejen køber vores skovspil, skovgrabbe og skovtænger.”

Alle rettigheder, produktionstegninger, varelager samt en nødvendig del af produktionsudstyret er netop ved at skifte plads. Produktionen af flishuggere flytter fra Thorsø mellem Silkeborg og Randers til Fransgård Maskinfabriks produktionshaller i Fredbjerg nær Farsø i Vesthimmerland. Flishuggerne sælges fremover under navnet Fransgård og skifter derfor også til de kendte røde og sorte farver. Den første officielle præsentation bliver i november i år på den store internationale messe Agritechnika i Hannover i Tyskland.

De igangværende ordrer hos PC Stål ApS har Fransgård også har overtaget i forbindelse med handelen. Til det siger Jens Ploug: ”Vi sørger selvfølgelig for, at alle ordrer ekspederes i henhold til indgåede aftaler, så kunderne kan være helt rolige. Fremover vil de indgå i vores produktsortiment på lige fod med de mange andre maskintyper, vi fremstiller i Fredbjerg. Vi sætter en ære i at producere så meget som muligt på vores egen fabrik for at sikre kvaliteten. Det samme vil også gælde for flishuggerne”, slutter han.

Er der spørgsmål eller ønskes yderligere information kontakt:
adm. direktør Jens Ploug, Fransgård Maskinfabrik A/S, direkte tlf. tlf. +45 96494459 / Mobil tlf. +45 28102829

Beliggenhed

Du finder Fransgård Maskinfabrik her:

Fransgård Maskinfabrik A/S
Fredbjergvej 132
DK-9640 Farsø

Telefon: tlf. +45 9863 2122
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Denne hjemmeside benytter cookies til at huske dine indstillinger og til statistik